søndag den 3. maj 2015

En søndag i Gjerlev

Søndag den 3. maj havde Randers Havekreds inviteret på kør-selv-tur til to haver Gjerlev.

Solen skinnede, og selv om vinden var kold, var der mange, der nød den medbragte kaffe på terrasserne.

Energivejens Bager, Lars, medbragte en lækker chokoladekage, der blev nydt med udsigt til de veltrimmede haver.



Karen & Elis have


Første besøg gjaldt Karen og Elis samlerhave, der her i begyndelsen af maj er domineret af bordeaux tulipaner, der spillede fint op til magnoliaen 'Susan'.









Her er det triumph tulipanen 'Jackpot', som ifølge Eli kommer igen i mange år.



Primulaerne blomstrer endnu, og denne har startet sit ophold i Gjerlev som potteplante, men er i flere år kommet igen i haven med sin dybe himmelblå farve.



Denne yndige kobjælde foldede sig smukt ud i Elis stenbed.


I Eli og Karens have gemmer komposten sig i en kasse beklædt med efeu. En flot løsning på et kendt problem.


Eli holder også bier, og Karen har insisteret på, at de skal bo i et flot, hvidt, gammeldags bistade.
I forgrunden står fritillaria persica (persisk kejserkrone) på spring.





I begge haver blomstrede gul hundetand, hvor navnet kan forvirre, for der er ikke meget bidsk over den. Den har fået navnet på grund af rodknoldens lighed med en hundetand.



Birthe & Thorbjørns have



Hos naboerne, Birthe og Thorbjørn, er det lige nu rododendron og azalea, der dominerer.







Haven er omkranset af hække, og desuden er der mange indvendige hække, der danner rum i haven. På indersiden af den udvendige hæk løber en grussti, der foruden at se godt ud er praktisk, når der skal klippes hæk, og så elsker børnebørnene at løbe på den.



Den blå bænk står flot op ad den limegrønne hæk, der danner et dejligt rum til aftenssolen.




Hønsene trives også i Gjerlev, og de er leveringsdygtige i både æg til morgenkaffen og gødning til højbedene. Her står bærbuskene i hønsegården, og hønsene kan heldigvis ikke nå helt op i toppen.



Hos Birthe og Thorbjørn får det selvsåede lov til at blive stående - til en vis grænse. Her er det den smukke vedbend-torskemund, der har fundet er sprække i belægningen på terrassen.



Randers Havekreds siger tak til de flinke mennesker i Gjerlev, der ville åbne deres fine haver for vores medlemmer.