Kredsen afholdt forårsplante-marked,
hvor man kunne gøre mange gode køb til have og altankasser.
Omkring 40 stadeholdere fra hele Jylland havde meldt deres ankomst, og i de allerfleste tilfælde er det passionerede havedyrkere, der sælger ud af overfloden fra deres private haver.
Alle planter er nogle, der har vist deres kvaliteter i de haver, de kommer fra, og stadeholderne stod klar til at fortælle om dem og give gode råd mht. placering i haven og om, hvilke planter, de spiller sammen med.
For den, der står og mangler en gave til en have- eller krukkeejer, er en staude, der måske kun lige har stukket hovedet op af jorden, en oplagt ting. Hver gang, modtageren passerer den i løbet af sommeren, hvor den når sin fulde udfoldelse, vil der blive tænkt på én – og måske kan man selv tiltuske sig et stykke af den om nogle år.
Ud over planter var der også stande med praktiske og dekorative ting til haven.
Som formanden for Haveselskabet i Danmark for nylig udtalte til en avis: ’Havedyrkning er fri leg for voksne’, og denne forårslørdag på Østervold var legetøjsbutikken åben.
Vejrudsigten havde ikke været for god i dagene op til markedet, men solen skinnede fra morgenstunden. Dog så det lidt truende indimellem.
Markedet blev dog afviklet i tørvejr - om end i sibirisk kulde - og kredsen takker både de veloplagte stadeholdere og køberne for endnu en dejlig, grøn dag på Østervold i Randers.
Pga. div. arrangementer på Østervold i eftersommeren, har vi måttet flytte vores næste plantemarked til den 10. september 2016. På gensyn!